Deltagere og sponsorer ved dette års udgave af Stafet For Livet i Hobro kan nu glæde sig over, at have sendte mere end 300.000 kroner videre til Kræftens Bekæmpelse.
Mariagerfjord: Det blev løbet, cyklet og samlet penge ind til den helt store guldmedalje, da Mariagerfjord Kommunes hovedby Hobro var vært for sin tredje udgave af indsamlingseventen Stafet for Livet i juni.
Og efter kassemesteren har fået set på indtægter og udgifter, står det klart, at dette års overskud løber op i helt præcist 306.988 kroner, som allerede er sendt videre til Kræftens Bekæmpelse.
- Vi er helt utrolig glade for de sponsorbidrag, som holdene, store som små, har bidraget med. Det har været en fornøjelse for arbejdsgruppen og tovholderne at mærke den gode, positive og energigivende stemning - som holdene har været med til at skabe i Ambuparken, lyder det fra arrangørerne bag Stafet for Livet i Hobro, som slet ikke havde forventet så stort et overskud.
Til stafetten i Hobro blev der gået, løbet og cyklet 15.000 runder og 18.900 kilometer, hvilket svarer til næsten en halv gang rundt om jorden.
Stafet for Livet i Hobro afvikles igen 15.-16. juni 2019 i Ambuparken.