Øster Tørslev: Alt, hvad du kan spise, af marinerede sild, stegt flæsk med persillesovs og så et stykke brød med gammel ost til dessert. Eller måske et stykke kage og en kop kaffe.
Sådan lyder menuen, når Øster Tørslev Fritidslokaler og IF Fjorden sammen holder kjørmesfest i Fritidslokalerne lørdag 2. februar.
Der er det særlige ved kjørmesfesten i Øster Tørslev, at den er kun for mænd. Til gengæld har konceptet gennem en halv snes år vist sig at være så levedygtigt, at det har udviklet sig til en tradition, der gerne samler omkring 100 deltagere fra Øster Tørslev og omegn.
Billetprisen er fastsat til 150 kroner pr. mand. Tilmelding skal ske senest 26. januar til Sanne Andersen eller Helle Liljeqvist.