Den nybyggede institution Børnehuset Smilehullet i Assens, der har fokus på natur og leg, inviterer til officiel indvielse, hvor der er mulighed for at se den nye bygning og de flotte udenomsarealer.
Assens: Børnene rykkede ind allerede i august, men den officielle indvielse af Børnehuset Smilehullet i Assens bliver først holdt onsdag 26. september, og det er der en god grund til.
- Vi ville gerne have, at græsset var vokset frem, og vi var kommet lidt mere på plads, inden vi skulle vise det frem, siger Jørgen Simmelsgaard, der er leder af Assens Dagtilbud og Skole.
Børnehuset Smilehullet har plads til 117 børn, heraf 12 dagpleje-, 60 børnehave- og 45 SFO-børn, så institutionen er en samling af dagtilbud og SFO under samme tag.
Dagplejerne skal ikke rykke ind i Smilehullet, men kommer til at få en legestue, hvor der er plads til at kunne være to til tre dagplejere ad gangen.
- Dagplejerne har tradition for at mødes, og tidligere var de i klubhuset ved hallen, men her får de meget bedre faciliteter, siger Jørgen Simmelsgaard og nævner blandt andet pusleplads, børnetoilet, legerum og køkken.
Tanken er, at dagplejerne kan benytte lokalerne efter behov, men når de ikke er der, vil det også være muligt at bruge lokalerne til andre formål.
Det samme gør sig gældende for SFO'ens lokaler, der ikke bliver brugt i tidsrummet fra 8 til 14, hvor børnene er i skole.
- Her er der mulighed for at børnehaven kan bruge lokalerne, så de bliver udnyttet bedst muligt. Det er det, vi kalder "kloge kvadratmeter", siger dagtilbuds- og skolelederen.
Fokus på natur og leg
Byggeriet af Smilehullet startede i maj 2017 og er et projekt til 15 millioner kroner, som dækker udgifterne til både bygninger, inventar og legeplads. Selve bygningen er på 802 kvm plus et overdækket areal på 95 kvm, og institutionen ligger på en 26.000 kvm. stor grund - kun 500 meter fra Assens Skole - og med skoven som nærmeste nabo.
Netop beliggenheden tæt på skoven - og i naturen i det hele taget - betyder meget for Børnehuset Smilehullet, fortæller Jørgen Simmelsgaard.
- Der kommer mere fokus på at være en naturinstitution, og der har vi fået nogle fantastiske muligheder med det store udeområde og beliggenheden tæt ved skoven, siger dagtilbuds- og skolelederen og fortæller, at der er planer om at få Friluftsrådets grønne mærkningsordning.
- Vi er ikke gået i gang med det konkrete arbejde endnu, men intentionen er at få det grønne flag, siger han.
Foruden fokus på naturen er institutionen anlagt og disponeret med fokus på leg. Ved ankomsten bliver man mødt af et klatreområde, og ved børnenes indgang ser man gennem et stort fællesrum ud mod legepladsen bag bygningen, hvor der foruden legeredskaber og sandkasse er både cykel-/mooncarbane, bålhytte og boldbane.
Skulle man have lyst til at se den nye bygning og de flotte udenomsarealer, så foregår den officielle indvielse 26. september kl. 17-19, hvor formand for byrådets børn- og familieudvalg, Svend Madsen (V), vil klippe snoren, og Børnehuset Smilehullet vil være vært ved lidt let forplejning.