At gå på stier i solskin, få lidt motion, spise frugt, stikke bare tæer i åen og hygge sig sammen ... det kan de i Ø. Tørslev. Det beviste borgerne, da der var officiel indvielse af byfornyelsen.
Ø. Tørslev: Efter mange års planlægning, venten og søgen puljer, står det nye byområde i Ø. Tørslev funklende klart og indbydende - lige til at tage i brug. Der er lavet stier med motionsredskaber, bænke, toiletbygning, fiskerhus med mere, for i alt 6,3 million kroner.
Pengene stammer fra staten, kommunen og LAG.
Og søndag skulle hele molevitten indvies. De mest sortseende af arrangørerne havde gættet på 75 gæster, og de mest positive på 150 gæster, fortalte Erik Fuhr, der er med i arbejdsgruppen. Og vi kom tæt på det sidste tal, for der kom massevis af borgere for at se formanden for Randers Kommunes landdistriktudvalg, Lars Søgaard (v), officielt klippe den røde snor med en saks fra en rød velourpude.
Stor vilje og tålmodighed
Inden havde han holdt tale og fortalt om den store vilje, der var til stede i Ø. Tørslev til at få lavet tingene. Og at det var godt, at der var frivillige, der ville guide kommunen og til tider holde kommunen i ørene i sagen.
Det hele har taget i hvert fald syv år, måske mere, for der blev allerede ansøgt, da det var Nørhald Kommune, men der var ikke penge til byfornyelsen dengang, fortalte Erik Fuhr.
Han er med i en gruppe af pensionister og efterlønnere, som holder området pænt. Klipper græs, rydder op, rengør bænke, holder toiletbygningen ren med mere. De mødes hver tirsdag fra 9.30 til 11.30, og det er også socialt, for de hygger sig og slutter med en øl.
- Kaffe kan vi nemlig ikke rigtig tåle, griner han skælmsk.
Ud at gå en tur
Da Lars Søgaard havde orienteret lidt om forløbet, ønskede han borgerne til lykke med det nye tiltag, og så klippede han snoren, som blev holdt mellem et par børn.
Mynte Overgaard Drachmann på otte år havde fået det ærefulde hverv at holde puden med saksen.
- Sådan, sagde politikeren, og gav dermed startskuddet til en gåtur for gæsterne på enten 1,1 kilometer eller 2,2 kilometer.
Ude på ruten var der frisk frugt i det lille fiskehus, der er anlagt med trappe helt ned til åen. Her kunne de friske smide skoene og få kølet fusserne af i bækken.
Doneret jord langs åen
Og der kunne også gås en tur ud på den jord, der er doneret til projektet af Gert Lorentzen og Arne Lehner.
- Hvis vi havde sagt nej, kunne stisystemet slet ikke have ladet sig gøre. Og det betyder meget for mange mennesker at kunne gå den tur, siger Gert Lorentzen om sin beslutning om at forære byfornyelsen noget jord langs bækken.
Bagefter var der kaffe og hjemmebagt kage, ret fortjent, idet mange havde benyttet sig af motionsredskaberne undervejs.