Gastro Week tilbyder gourmetoplevelser til priser, hvor alle kan være med, og for anden gang er Davinci Ristorante i Hadsund et af stederne, hvor man kan få en gastronomisk madoplevelse i oktober.
Mariagerfjord: Er man til gode madoplevelser, så kender man højst sandsynligt konceptet Gastro Week. Her tilbyder udvalgte restauranter to gange årligt lækker gourmetmad til fornuftige penge. Helt konkret tilbyder restauranterne en tre retters menu til kun 300 kroner.
De deltagende restauranter vælger selv, hvilke retter, de vil servere for deres gæster, og billetterne bookes på forhånd på nettet, hvor der kan vælges mellem både hverdage og weekender hen over uge 41 og 42.
I år er det femte år i træk, at Gastro Week slår dørene op for gode madoplevelser. Konceptet, der udbydes i flere byer i Jylland og nu også på Fyn og omfatter 49 restauranter, er blevet en stor succes.
Efter hver runde af Gastro Week evalueres der blandt gæsterne, og tilbagemeldingen er yderst positiv.
- I vores seneste spørgeskemaundersøgelse gav kunderne os seks ud af syv stjerner i tilfredsscore, siger Line Jeanet Lauesen, der er online projektleder i Jysk Fynske Mediers fordelesklub, der står bag og driver konceptet.
Og især i området omkring Randers er konceptet blevet populært.
- I området omkring Randers er det blevet en succes, og vi kan se i vores markedsføring, at det for mange er blevet en tradition, hvor folk tagger hinanden i opslag på de sociale medier, siger Line Jeanet Lauesen.
Gastro Week løber af stablen to gange årligt - i forbindelse med efterårs- og vinterferien - og i år er der syv restauranter med i Randers-området.
Davinci atter klar med gourmetmad
Den italienske Hadsund-restaurant Davinci Ristorante er i denne omgang med for anden gang. Restaurantens indehaver og grundlægger, italienske Antonini Oliveto, kender idéen fra Belgien og synes, at det er et rigtig godt koncept.
- Det er en rigtig god idé. I Belgien har man haft det i 20 år, og her er det en tradition, at man har en restaurantuge, hvor man prøver forskellige spisesteder af, siger Antonini Oliveto.
Han sammenligner konceptet med butikkernes udsalg eller black friday, hvor kunderne kan få oplevelser til en anden pris end normalt.
- Det er en åben dør for os, lige som for butikkerne, og en mulighed for at tiltrække nye kunder, selv om det dog ikke er vores målsætning for at deltage, siger han.
For restauratøren handler det mere om at kunne give kunderne en mulighed for at komme ud at spise lækker mad til fornuftige penge.
- Det er ikke alle, der har økonomien til det normalt, men Gastro Week giver muligheden for det, siger Antonino Oliveto.
Han har ikke nogle konkrete forventninger til, hvor mange kunder, der vil booke bord i restauranten, men han håber, at Gastro Week er med til at få folk til at få øjnene op for, hvad både hans og de andre restauranter kan tilbyde.
- Det tager nok lidt tid for folk at forstå konceptet, men jeg vil håber, at der er mange, der vil benytte sig af muligheden. Man kan komme ud og få gourmetmad til en pris, som det selv vil koste en at lave det, siger han.
Menuen, som Davinci Restaurante byder på, består af hummersuppe med torsketerrin, krondyrragout med polenta og grøntsager og crème brulée. Ikke en klassisk italiensk menu, men med italiensk inspiration.
- Oktober og november er vildtsæson, så det tager vi udgangspunkt i, og så serverer vi med eksempelvis polenta, siger Antonino Oliveti.
Han har forsøgt at lave en menu, som de fleste vil kunne lide, for Hadsund er ikke København.
- Davinci ligger ikke i en storby, så vi har valgt en menu, der er tilgængelig for alle, så vi ikke selekterer for meget, siger restauratøren.
Davinci Ristorante og de andre restauranter, der deltager i Gastro Week, slår dørene op for gæster i uge 41 og 42. De nærmere datoer og tidspunkter kan findes på nettet, hvor der også kan bookes billetter.